Forløb

Nederst i denne menu finder du et spørgeskema, som vi gerne vil bede dig om at udfylde og maile til os, inden vi derefter aftaler en tid til en snak og får lavet donorevalueringen. Til den første snak aftaler vi også, hvornår du kan komme til konsultation hos vores læge.

Krav til dig, der vil være donor hos Sellmer Klinik / Sellmer Donor

– Du må skal mindst være 18 år og højst 35 år.

– Du skal være fysisk og psykisk rask, og der må ikke være arvelige fysiske eller psykiske sygdomme i din familie

– Din BMI skal være under 30.

– Du skal være ikke-ryger eller mindst være stoppet med at ryge 3 måneder før donationen.

– Tager du snus- og eller nikotinposer, skal du informere lægen om dette.

– Du skal være negativ for leverbetændelse (Hepatitis B og C), HIV og syfilis.

Ved første konsultation hos lægen tager vi blodprøver for de nævnte sygdomme

  1. konsultation hos lægen

Ved første konsultation vil lægen forklare dig dybdegående, hvordan behandlingen foregår. Han vil samtidig også foretage den sidste og endelige vurdering af, om det er muligt for dig at donere æg. Dette sker på baggrund af donorevalueringen, en vaginal ultralydsskanning, samt ovennævnte blodprøver. Du er selvfølgelig også altid velkommen til at stille os spørgsmål.

ID release eller NO ID release donor

Du skal også tage stilling til, hvilken type donor du gerne vil vælge at være. Uanset om du bliver ID release eller NO ID release donor, så vil du forblive anonym for den kvinde/ det par, der får dine æg.

Som ID release donor har du givet tilladelse til, at eventuelle børn fra din(e) donation(er) kan kontakte Sellmer Donor, efter de er fyldt 18 år. Sellmer Donor vil herefter forsøge at etablere en kontakt imellem dig og barnet. Hvis vi ikke kan oprette kontakt med dig, så udleverer vi navn, fødselsdato, e-mailadresse samt den adresse, du havde angivet ved donationstidspunktet.

Hvis du er NO ID release donor, vil barnet ikke få mulighed for at etablere kontakt med dig.

Til samtalen snakker vi mere om dette, sådan at du kan føle dig klædt på til at træffe valget.

Hormonstimulation

En kvinde modner normalt kun et æg per cyklus. Ved ægdonation ønsker vi, at der modnes flere end et æg. Derfor gives du hormonstimulation, som medfører, at der dannes og modnes flere æg i dine æggestokke. Du tager hormoner ved at stikke dig i maveskindet med en tynd nål, der sidder på en doseringspen, som minder om den, diabetikere bruger. Vi instruerer dig i, hvordan du bruger pennen og hvordan du stikker dig. I den cyklus, hvor du skal donere æg, er det meget vigtigt, at du kontakter os på din menstruations første dag. Her aftaler vi, hvornår du skal starte med at bruge pennen, hvilket som regel er på 2.– 3. cyklusdag. På ca. 6. og 9. cyklusdag skal du komme til skanning, og det videre forløb aftales. Du får udleveret medicinen af Sellmer Klinik.

Ulemper og risiko ved hormonstimulation

Ved hormonstimulation kan nogle kvinder føle sig oppustede eller få trykken i underlivet.

Du kan selv afhjælpe symptomer som oppustethed og trykken i underlivet ved at drikke rigeligt og spise protein.

En sjælden komplikation er overstimulation af æggestokkene. Symptomerne ved overstimulation er smerter i maven, kvalme, opkastning, oppustet mave og midlertidig vægtøgning (pga. af væske omkring æggestokkene). For at hindre overstimulation bruger vi så lav dosis hormonstimulation som mulig og følger dig med hyppige skanninger i forløbet. Ved tegn på overstimulation kan behandlingen afbrydes. Behandlingen ved overstimulation er rigeligt med væske og proteiner. Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at give det i drop.

Du kan efter ægudtagning opleve menstruationslignende smerter og/ eller blødning, men det aftager som regel efter 1-2 dage.

I sjældne tilfælde kan du få tiltagende smerter og feber. Dette kan være tegn på infektion.

Kontakt os eller din læge ved infektion eller kraftig blødning.

Samleje

Det er vigtigt, at du beskytter dig med kondom i slutningen af behandlingen, mere præcis dagen inden den ægløsende sprøjte og en uge frem. Dette er for at undgå graviditet, hvis der skulle være nogle æg vi ikke har udtaget.

Ægløsningssprøjte

Du skal tage en ægløsningssprøjte 36 timer inden du kommer til ægudtagning. På dagen af din skanning (cyklusdag 9) aftaler vi hvornår du skal tage sprøjten, og hvornår du skal komme til ægudtagning.

Ægudtagning

Ægudtagning sker tidligt om formiddagen. Du skal sørge for at spise en god morgenmad, gerne sukkerholdig, da du ellers kan risikere at blive utilpas på grund af for lavt blodsukker. Når du kommer på klinikken, starter sygeplejersken/ jordemoderen med at lægge et venflon i din arm, som vi kan give smertestillende medicin igennem. Du får en tablet med beroligende middel ca. en halv time inden du skal have taget æggene ud. Lægen starter med at lægge en lokalbedøvelse i skeden. Når bedøvelsen er begyndt at virke, vil lægen, mens denne ultralydsskanner dig, føre en tynd kanyle gennem skedevæggen og direkte ind i ægblærerne i æggestokken. Når kanylen er på plads, suges æggene ud. Det tager normalt cirka 15 minutter at tømme begge æggestokke for modne æg.

Efter ægudtagning

Efter ægudtagningen skal du blive på klinikken, indtil du føler dig frisk nok til at tage hjem. De fleste bliver på klinikken ca. 1 time. Du kan være i et af vores hvilerum, og sygeplejersken vil jævnligt se til dig. Vi serverer frugt og saft. Det søde i frugten og saften hjælper med at få bedøvelsen, du fik under ægudtagningen, til at forsvinde hurtigere.

På grund af den smertestillende medicin du har fået, må du ikke køre bil bagefter. Du har behov for at hvile dig eller i hvert fald tage det roligt resten af dagen, og vi anbefaler, at du holder fri fra arbejde denne dag.

Økonomisk kompensation

Lovgivningen giver os ret til at give dig kompensation for at donere æg. Vi har mulighed for at give dig 7000 kr. per donation. Disse er skattepligtige og du skal selv indberette beløbet til skat. Pengene dækker transport og tabt arbejdsfortjeneste.

Hvis du har spørgsmål, så ring til os på 30307080. Vi træffes hver dag fra kl 9 til 16 samt efter aftale. Du er også velkommen til at skrive til os på mail info@sellmerklinik